Miljøaktørene Miljømytene Miljøpolitikken

Klimabrev til statsminister Lars Løkke Rasmussen

14. mars 2019

Afs. Johannes Krüger
Professor emeritus, dr.scient.
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Københavns Universitet
Geocenter Danmark
Øster Voldgade 10
DK-1350 Copenhagen K

Den 12. marts 2019

Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Christiansborg
1240 København K

Kære Statsminister Lars Løkke Rasmussen

Nyhedsmediernes mange historier om svigt i sundhedssystemet, om misbrug af sociale midler og andre tilsvarende historier er ofte kommet frem i lyset, fordi journalister havde viljen til at stille de rigtige spørgsmål. Senest har tre journalister modtaget Cavlingprisen for afsløring af Danske Banks Milliard-hvidvask. Men når det gælder feltet klimaforandringer og global opvarmning, mangler medierne viljen til dybdeborende journalistik; de støtter sig til såkaldte klimaeksperter, der efterlader læserne og seerne med det indtryk, at de udtaler sig på den samlede forskningsverdens vegne. Der er flere eksempler på, at ekstreme klimamiljøer sekunderes af medierne, eller at journalister benytter medierne som platform til kampagnejournalistik og aktivisme, f.eks. da en debatredaktør kategorisk afviste et seriøst modspil til ”Klimarealisme er ansvarsforflygtigelse” i Kristeligt Dagblads Etisk set 4. februar 2019 – og dermed overskred reglerne for god presse-etik. Muligheder for medieeksponering går næsten udelukkende til dem, som støtter FN ́s klimapanel IPCC ́s påstande.

Spørgsmålet om årsagen til nutidens klimaforandringer og de mange følgevirkninger er meget mere kontroversielt, end det fremstilles af IPCC og nyhedsmedierne, for videnskabelige målinger og observationer viser noget andet end de utilstrækkelige computerproducerede klimamodeller. Men det er I som politikere ude af stand til at opfange og reagere rationelt på, for I lukker jer selv ude fra relevant information. Det skyldes vel, at det politiske miljø ligesom medieverdenen er stærkt præget af meningspres og selvcensur. Det gjorde dybt indtryk på mig, da en 9.-klasse elev fortalte mig, at han i skolens klimauge havde valgt at skrive en opgave om den stærkt begrænsede ytringsfrihed i klimadebatten (alle andre i klassen skrev om den ”skadelige” virkning af CO2). Den begavede elev havde interviewet en af klimaordførerne på Christiansborg om den globale opvarmning, og han var blevet forfærdet over, at den pågældende politiker kun kunne fortælle om udledningen af CO2 som det store dyr i åbenbaringen.

Derfor henvender jeg mig til dig og andre udvalgte politikere i håb om, at I vil give jer tid til at læse det følgende, som jeg er sikker på vil give stof til eftertanke. Vi står overfor et folketingsvalg, hvor klimaet står på dagsordenen og trænger til en gennemgribende overhaling.

Mediernes og politikernes manglende vilje til at få et indblik i internationale forskningsresultater, som er ubekvemme for IPCC, forstærkes helt givet ved den stadige brug af de uholdbare påstande om, at der blandt klimaforskere er 97 % enighed om, at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt (kaldet AGW) og vil få katastrofale følger for kloden, hvis ikke der gribes ind.

Påstanden om 97 % konsensus har med mediernes hjælp manifesteret sig i offentligheden, som om hele den globale opvarmning er menneskeskabt. Tallet stammer især fra en artikel af J. Cook m. fl. (2013): Quantifying the consensus on anthropogenic global warming in the scientific literature, hvor en gruppe personer fordelte 11.944 sammendrag af artikler om globale klimaforandringer og global opvarmning i fire kategorier. Af de læste sammendrag havde 7.930 ingen konklusion om AGW og blev sorteret fra, 3.896 tilsluttede sig påstanden om AGW, mens 118 forkastede den eller udtrykte tvivl. På den baggrund konkluderer Cook, at 97 % af forskerne støtter påstanden om AGW.

Historien, der afkobler en seriøs klimadebat, er kulegravet af B. Shollenberger i: The Climate Wars – how the consensus is enforced og A. Montford i: Fraud, bias and public relations – the 97 %”consensus” and its critics. Cooks artikel er vildledende. Dels er det uhørt, at frasortere 7.930 relevante klimaartikler, dels afslører Cooks datamateriale – som i første omgang nægtedes udleveret med den begrundelse, at computeren var brudt sammen – at der rent faktisk kun var 41 artikler, som ubetinget støttede påstanden om AGW. For det viste sig, at den gruppe på 3.896, der tilsyneladende støttede påstanden om AGW, også indeholdt de forskere, der mener, mennesket kun bidrager med 20-30 % til den globale opvarmning og de mange såkaldte skeptikere, der mener, at menneskets bidrag kun er få procent. Et sikkerhedssvigt på en netside afslørede, at Cooks artikel var tænkt som et medie-stunt, og det blev den så sandelig også – med ukritisk journalistik som budbringer. Cooks artikel er i den grad manipulerende og er historien om, hvorledes en fjer kan blive til 97 høns.

Påstanden om 97 % konsensus hænger stadig i luften og bruges til at affærdige skeptikere og afmontere enhver seriøs klimadebat, men også til at skabe videnskabeligt alibi for politiske beslutninger. Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland har udtalt: ”I klimasagen er det umoralsk at tvivle”. Men tvivlen er netop forskningens adelsmærke, mens antiskepticisme er pseudovidenskab og udfordrer ytringsfriheden og et sundt demokrati.

Mange opfatter IPCC som et klimaorakel, men IPCC er en politisk organisation udnævnt af politikere og med mandat til at give politikere råd om ”klimatiltag” i forbindelse med mennesketsudledning af CO2. R. Darwall har set IPCC efter i kortene: Der er etableret et system, hvor IPCC reviderer sig selv, og hvor politikere øver kontrol over de videnskabelige udredninger, som skal ligge til grund for og samtidig give alibi for politiske beslutninger. De dikterer konklusionerne i Summary for Policy Makers, der er designet til politikere og nyhedsmedier. Den gruppe forskere, der dominerer IPCC-processen, optræder derfor mere som politikere end forskere og er udmærket klar over, at der er problemer med deres data og konklusioner. Det fortæller Chris. Landsea i et åbent brev, da han trak sig fra sin ledende post i IPCC i protest over klimapanelets behandling af emnet stormaktivitet, som ”bygger på præfabrikerede agendaer og er videnskabeligt upålidelig”.Og det fremgik også med al tydelighed af Climategate-afsløringerne i 2009, som der behændigt blev lagt låg på. Dermed er politik, videnskab og særinteresser blandet sammen til en farlig cocktail, som har ført til udbredt meningspres og selvcensur. Som bekendt underskrev 154 regeringer Rio-deklarationen i 1992, som på et meget spinkelt grundlag fastslog, at menneskets udledning af CO2 er årsagen til den globale opvarmning. Dermed blev der fastlagt en klimapolitisk agenda og noget helt uhørt – et facit til forskningen. Siden har IPCC bidraget til en voksende politisering af et videnskabeligt felt. Hele den klima- og energipolitiske dagsorden er baseret på denne opfattelse – at CO2 er den store synder. At gennemskue dette er derfor en vigtig samfundsopgave, hvis man ønsker at styrke det oplyste demokrati.

I det følgende gives nogle konkrete eksempler på faktuelle observationer og robuste forskningsresultater, som er ubekvemme for IPCC, og som politikere og offentligheden derfor ikke er orienteret om; der er således ikke tale om læserbreves, debatindlægs og alarmforskningens følelses- ladede indslag om børns, børnebørns og klodens håbløse fremtid, men om observationsfakta.

Hot spot – menneskets fingeraftryk på den globale opvarmning!
I IPCC ́s 2007-rapport hævdes det, at den stigende udledning af drivhusgasser er årsagen til den globale opvarmning, og at modellerne viser, at der derfor vil ske en opvarmning og dannes engreenhouse hot spot i et bredt bælte 8-12 km over ækvator. Forklaringen er den: Med et stigende indhold af CO2 i atmosfæren vil punktet for balancen mellem kortbølget solindstråling og den langbølgede udgående stråling fra Jorden flyttes højere op i atmosfæren til et koldere område, som så varmes op for at kunne opretholde balancen. Ifølge modellerne skulle atmosfæren over ækvator varmes næsten dobbelt så hurtigt op som jordoverfladen neden under, så der udvikles en hot spot i den øvre troposfære. Men, som illustreret i figur 1, svarer den forudsagte opvarmning ikke til virkeligheden. Data fra balloner siden 1958 og satellitter siden 1979 viser langt mindre temperaturstigning med højden end ved jordoverfladen, Så dét, der ifølge IPCC skulle være et klokkeklart signal på den alarmerende effekt af menneskets udledning af CO2, falder dermed til jorden.

Figur 1. Et afgørende punkt i CO2-hypotesen forudsiger, at atmosfæren i 8-12 km højde over troperne varmes omtrent dobbelt så hurtigt op som jordoverfladen nedenunder, og at det vil skabe en hot spot, men som det fremgår af figuren, er der langt mellem IPCC ́s klimamodeller og virkelig-heden. Kilde: Douglas et al. International Journal of Climatology 2008. Grafik: O. Humlum.

Fejl og usikkerheder i IPCC ́s klimamodeller
De klimamodeller, som IPCC benytter, forudsiger drastiske globale temperaturstigninger og øget havstigning og andre voldsomme følgevirkninger de næste 100 år på grund af menneskets udledning af CO2. IPCC påstår, at hele temperaturstigningen efter 1970 skyldes en øget drivhuseffekt, og at temperaturen ellers ville have været faldende. Men det er pseudovidenskab, når IPCC påstår, at klimamodellerne er rigtige, for de mangler væsentlige sider af det komplekse klimasystem og har derfor på intet tidspunkt stemt overens med de observerede temperaturer. Mange forskere mener derfor, at naturlige klimavariationer fortsat er drivkraften bag det globale klima.

For at kunne benytte en klimamodel som grundlag for politiske beslutninger, skal man sikre sig, at modellen indeholder alle de væsentligste årsagssammenhænge i det komplekse klimasystem. Forskere verden over kan opremse en lang liste af fysiske og kemiske processer, som ikke er helt forstået, og som derfor enten udelades i klimamodellerne eller beskrives utilfredsstillende og derfor ikke matcher de observerede data. Det gælder skyprocesserne, der foregår i en rumlig skala, som er langt mindre end selv super-computere kan klare. Det gælder også mange af klima- systemets naturlige svingninger på en lang tidsskala og problemer med at simulere et så vigtigt klimaelement som Jordens strålingsbalance. Der hersker også usikkerhed med hensyn til betydningen af atmosfærens indhold af aerosoler. Disse støvkorn kan øge atmosfærens tilbagekastning (albedo) af indstrålingen fra Solen og føre til afkøling af Jorden, men aerosoler kan også opsuge varme fra solens stråler og dermed hindre dannelsen af skyer. Mange af disse processer er heller ikke kvantificerede i tilstrækkelig grad og hører derfor til nogle af de største udfordringer for klimamodellørerne. Modellørerne selv kender naturligvis udmærket til modellernes begrænsninger, men det når ikke ud til offentlighedens og de politiske beslutningstageres kendskab.

Figur 2. Både James Hansens model og modellen i IPCC ́s 3. hovedrapport fra 2001 afviger fra observationsfakta, som er den grønne kurve. Der viser udviklingen i den årlige globale temperatur 1980-2014 som glidende gennemsnit af månedsmiddelværdierne fra de tre mest benyttede datasæt. Der ses en trinvis stigende temperatur frem til omkring 2002, hvorefter stigningen i den globale temperatur standser. Kilde: University of Alabama at Huntsville, USA (UAH), Remote Sensing System, USA (RSS) og Hadley Centre for Climate Prediction and Research at the University of East Anglia ́s Climate Research Unit, UK (HadCRUT).

Figur 3. Sammenligning mellem observationsfakta fra balloner og satellitter og gennemsnittet af 102 klimamodellers temperaturafvigelse fra 1979-temperaturen i 5-6 km højde over troperne for perioden 1979-2016. Figuren blev fremlagt af atmosfæreforskeren John Christy under en senats- høring i Repræsentanternes Hus, USA. Kilde: J.R. Christy 2017: Assumptions, policy implica- tions, and the scientific method. Climate Science.

Derfor har – som det fremgår af figur 2 – ingen af IPCC ́s klimamodeller været i stand til at forudsige de faktiske globale temperaturer. En anden forudsigelse, der heller ikke holder stik, er vist i figur 3, hvor man ser en forenklet udgave af en figur, som den amerikanske atmosfæreforsker J. Christy fremlagde under en senatshøring i Repræsentanternes Hus i USA 29. marts 2017. Figuren sætter et stort spørgsmålstegn ved rigtigheden af IPCC ́s klimamodeller, idet den viser en udvikling med stadig større afstand mellem modeller og observationsfakta. Ingen af IPCC ́s klimamodeller har forudset den manglende globale temperaturstigning siden år 2000.

Grove fiksfakserier med klimadata
I 2014 slog det nationale klimadatacenter NCDC rekorden i vildledning af offentligheden. Det drejer sig om temperaturen i USA i perioden 1895-2014. Figur 4 til venstre viser årsmiddel- temperaturen baseret på de originale temperaturdata. Det skal nævnes, at det ofte er et problem, at få adgang til det originale datamateriale. Enten er det slettet – efter sigende på grund af plads- mangel – eller også er den computer, der er blevet benyttet til databehandling, gået i stykker. Som illustreret i figuren har der ikke været nogen temperaturstigning i USA de seneste 90 år; den opvarmning, vi har været vidner til i 1980 ́erne og 1990 ́erne svarer til den, som gjorde sig gældende i 1930 ́rne og 1940 ́rne. I figur 4 til højre vises samme temperaturmåleserie, men her justeret af NCDC. Det er denne kurve over årsmiddeltemperaturen i USA, som offentligheden er blevet præsenteret for. Justeringen består i, at årene før 2003 er gjort koldere, mens årene efter 2003 er gjort varmere for at kunne leve op til den klimapolitiske agenda. Der er kort og godt tale om rent fiksfakseri og grov manipulation.

Figur 4. Kurven til venstre viser årsmiddeltemperaturen for USA i perioden 1895-2014 baseret på de originale data. Kilde: The National Climatic Data Center (NCDC). Kurven til højre viser den justerede årsmiddeltemperatur for USA. For tiden før 2003 er alle år gjort koldere, mens årene efter 2003 er gjort varmere. Kilde: The National Climatic Data Center.

Der er også lavet grov manipulation med de globale temperaturer. Den officielle temperaturkurve, som NOAA har udarbejdet over den globale temperatur for perioden 1900-1999, og som IPCC har præsenteret for offentligheden, er blevet gennemgribende justeret, så den viser en meget større temperaturstigning, end de originale temperaturdata angiver. Som figur 5 viser, bidrager den pågældende justering med op til 0,3oC af den postulerede globale opvarmning på 0,7o- 0,8oC i løbet af 1900-tallet. Konklusionen er derfor, at den globale temperatur er steget mellem 0,4oC og 0,7oC, hvor det første tal bygger på originale temperaturserier og det sidste på justerede og groft manipulerede data. Ingen af disse værdier er på nogen som helst måde alarmerende.

Søndag den 5. februar 2017 kunne man så opleve et ekko af Climategate-skandalen, da det kom frem, at en opsigtsvækkende artikel i det velrenommerede videnskabelige tidsskrift Science er baseret på fejlagtige data og er hastet igennem publiceringsprocessen åbenbart i den hensigt at påvirke Paris-klimakonferencen i 2015. Artiklens hovedforfatter var Thomas Karl, den gang en af de ledende forskere i NOAA – verdens førende organ for indsamling af klimadata. I artiklen hævdes det, at pausen i den globale opvarmning siden 1998 ikke har eksisteret, og at temperaturen er steget hurtigere, end forskerne havde forventet. Ikke alene gik nyheden verden rundt, men den var også vand på IPCC ́s mølle, for klimapanelet havde i sin femte hovedrapport fra 2013 erkendt, at den langvarige pause i den globale opvarmning var en realitet. Året efter blev dette bekræftet af både NASA og NOAA, men man manglede en plausibel forklaring.

Figur 5. Kurven viser omfanget af NOAA ́s justeringer af den globale temperatur for perioden 1900-1999, dvs. den justerede dataserie fratrukket den originale temperatur-måleserie. Bemærk, at justeringen skaber et kunstigt bidrag på 0,3oC til temperaturstigningen i slutningen af 1900- tallet. Kilde: National Oceanic and Atmospheric Administration NOAA.

Den påståede temperaturstigning i Thomas Karls ”pausenægter”-artikel fremkom ved at pålidelige ARGO-data fra 3000 bøjer i verdenshavet var blevet justeret op til upålidelige temperatur-data fra skibes maskinkølevand. Desuden havde Thomas Karl ignoreret NOAA’s egne krav til kvalitetssikring og publicering. Dette er nu erkendt i NOAA ́s ledelse, fortæller den tidligereklimaforsker i NOAA John Bates, som afslørede historien bag ”pausenægter”-artiklen i The Daily Mail. Det har vist sig umuligt for andre forskere at kontrollere Thomas Karls arbejde, fordi de på- gældende data ikke er arkiveret. Men skaden var sket – ”pause-nægter”-artiklen gav Paris-klima- konferencen et videnskabeligt alibi for vidtgående politiske beslutninger.

Er den hede, tørre 2018-sommer i Danmark udtryk for global opvarmning?
Der er mange eksempler på historier med halve forklaringer. Den ekstreme 2018-sommer vil heltgivet blive husket som den varmeste og tørreste i ”mands minde”. Ikke bare Danmark, men storedele af Europa blev ramt. Det er forståeligt, at heden og tørken, som har kostet landbruget dyrt, blev opfattet som et udslag af global opvarmning. Medierne berettede om det, og magtfulde interesseorganisationer udnyttede situationen til endnu en gang at slå et slag for ”kampen mod klimaet”. Medierne har skræmt børn og unge, så de demonstrerer i gaderne i Europas storbyer – og medierne bringer ved til bålet. At se den 16-årige svenske pige Greta Thunberg træde frem på tv er tragisk. USA og det centrale asien oplevede også den hede sommer. Men samtidig var det – som illustreret i figur 6 – ualmindelig koldt for årstiden i det østlige Canada, i Grønland, hvor der blev registreret kulderekord, og i det østlige Asien.

Men den ekstremt tørre og varme sommer kan forklares ved atmosfærefænomenet den polare jetstrøm, som i perioder slår nogle gevaldige sving og omfordeler varme og kulde og bidrager til at skabe regionale varme- og kulderekorder. Fakta er, at den globale middeltemperatur for perioden juni-juli lå et stykke under gennemsnittet for de forudgående 10 år; det sidste springer medierne og de såkaldte klimaeksperter let henover. Udsving på den polare jetstrøm er ikke nyt. Perioder af 20-30 års varighed med hyppigere udsving på den polare jetstrøm med dominerende nord-syd vinde afbrudt af perioder af tilsvarende længde med færre udsving i jetstrømmen og hyppigere vest-øst vinde –  kendes langt tilbage i tiden.

Det ekstreme vejr i sommeren 2018 i Danmark var altså ikke et udslag af global opvarmning, men det skal minde os om, at vi lever i et lokalt eller regionalt klima – ikke i et globalt. I et tilbageblik viser tal fra DMI – som illustreret i figur 7 – at temperaturen ikke er steget i Danmark de seneste par årtier, men det har offentligheden heller ikke fået indtryk af.

Figur 6. Bæltet langs jetstrømmens bane, hvor der i juni måned 2018 var koldere eller varmere i forhold til middeltemperaturen for den pågældende måned de seneste 10 år. Datakilde: Goddard Institute for Space Studies (GISS).

Figur 7. Søjlerne viser den månedlige temperaturafvigelse fra den seneste officielle klimanormal 1961-1990 (middeltemperatur 7,7 oC) i Danmark for perioden 2000-2017. Kurven viser den glidende middelværdi. Ligesom det er tilfældet globalt, er temperaturen i Danmark ikke steget de seneste par årtier. Datakilde: DMI.

Vanddamp er den vigtigste drivhusgas
IPCC efterlader det indtryk, at CO2 er den dominerende drivhusgas, men klimapanelets anvendelse af drivhusbegrebet er en grov og misvisende forenkling. IPCC udelader i sin formidling helt afgørende sider af drivhuseffekten, der ellers ville afsløre CO2–drivhusgassens stærkt begrænsede indflydelse på klimaet. Betydningen af CO2 som drivhusgas er ”uanstændig” overdrevet, for i virkeligheden er vanddamp den dominerende drivhusgas, men i modsætning til CO2 skaber vanddamp kølende skyer.

I korthed og uden at blive for teknisk er forklaringen følgende: Når Solen opvarmer Jordens overflade, forbruges meget af varmen til fordampning af vand, der som bekendt udgør mere end 70 % af Jordens overflade. Ligesom CO2 er den usynlige vanddamp en drivhusgas, fordi den er i stand til at absorbere den infrarøde, lang-bølgede tilbagestråling fra Jorden. Mens CO2 og ligeledes metan kun er i stand til at absorbere den langbølgede stråling indenfor et meget smalt bånd af bølgespektret, kan vanddamp – som vist i figur 8 – absorbere tilbagestrålingen i næsten hele spektret af infrarødt lys, også de dele af bølgespektret, der dækkes af CO2 og metan. Derfor er vanddamp også i stand til at absorbere størsteparten af den infrarøde tilbagestråling fra jordoverfladen, inden den når frem til de højere liggende infrarøde-aktive CO2-molekyler, og det samme gælder de stråler, som CO2 sender tilbage mod Jorden. Disse processer bidrager til at reducerer virkningen af den stigning i atmosfærisk CO2, som er sket siden 1970 ́erne. Den aktuelle CO2- koncentration er godt 400 ppm., mens den gennemsnitlige vanddampkoncentration skønnes at være omkring 4000 ppm. Både på grund af vanddamps molekylære egenskaber og de store mæng- der af vanddamp i atmosfæren er vanddamp den dominerende drivhusgas. Ifølge DMI er vanddamp den største bidragyder til drivhuseffekten, idet det i gennemsnit er cirka 60 % af den samlede strålingspåvirkning fra drivhusgasser, som kommer fra vanddamp. Til sammenligning er det knap 30 % for CO2́s vedkommende – siger altså DMI.

Figur 8. Øverst til venstre i figuren ses bølgelængdespektret for den solstråling, som slipper igen- nem atmosfæren til Jorden. Nederst til højre ses spektret for varmestrålingen fra Jorden, når jordoverfladens temperatur er omkring dens middelværdi 15oC. I troperne, hvor jordoverfladen er varmere, forskydes udstrålingsområdet mod venstre (kortere bølgelængde). I de polare områder, forskydes det mod højre. Øverst til højre i figuren ses det bølgelængdeområde, hvor stråler fra jordoverfladen slipper gennem atmosfæren ud i verdensrummet. De sorte bjælker midt i figuren viser de områder af bølgespektret, hvor henholdsvis vanddamp, CO2 og metan er i stand til at absorbere den langbølgede stråling fra Jorden. Det ses, at både CO2 og metan har marginal betydning som drivhusgas, mens vanddamp er den dominerende drivhusgas. Datakilde: Atmosfærefysiker Ole Henrik Ellestad 2017.

Ganske vist er vanddamp den dominerende drivhusgas, men den absorberede stråling i vanddampen overføres til varme, som får vanddampen til at stige til vejrs. Denne konvektion er ifølge atmosfærefysikere en central, men undervurderet brik i drivhusbegrebet. Faktisk er konvektionen 10 gange mere effektiv end stråling og dominerer fuldstændig energistrømmen fra Jorden til verdensrummet i den nederste kilometer af atmosfæren. Da temperaturen falder op gennem troposfæren, der udgør atmosfærens nederste lag, afkøles vanddampen og fortættes gradvist til skyer. Skyer udgør 65±3 % af klodens overflade og reflekterer ca. 20 % af den indkommende solenergi, fordi skyer har en hvid overflade. Det globale skydække virker derfor som en kæmpemæssig parasol – som et kølende tæppe, der hindrer solstrålingen i at nå Jordens overflade og har dermed en afgørende virkning på Jordens klima.

Ved at analysere satellitbilleder indsamlet af International Satellite Cloud Climatology Projecthar forskerne kortlagt og målt de lave skyers udbredelse siden 1983 og sammenholdt resultatet med ændringer i den globale temperatur. Som illustreret i figur 8 er der påvist en klar forbindelse mellem det globale skydække og temperaturen. Hele den globale opvarmning i slutningen af 1900-tallet kan forklares ved en reduktion i det globale skydække på 3 %, og de seneste to årtiers pause i den globale opvarmning er sammenfaldende med et stabilt skydække.

Figur 9. Samspillet mellem ændringer i det totale globale skydække og ændringer i den globale overfladetemperatur 1983-2010. Kilde: Had-CRUT (temperatur). International Satellite Cloud Climatology Project (skydække).

IPCC undlader at medtage virkningen af så afgørende termodynamiske og hydrologiske processer som konvektion og skydannelse, for det er klimapanelet simpelt hen ikke i stand til at beregne og omsætte til et computersprog, og det er en væsentlig årsag til, at klimamodellerne ikke stemmer overens med observationer fra det virkelige klima. IPCC erkender selv, at de har en ringe forståelse af, at skydannelsen har en dominerende virkning på det globale klima, men det når ikke ud til offentlighedens kendskab.

Vil fortsat udledning af CO2 føre til en global klimakatastrofe?
Et hold af internationale forskere har advaret om, at verden allerede står overfor en global klimakatastrofe, som på længere sigt vil skabe Hot house tilstande ligesom i Tertiærtiden og Kridttiden for mange millioner år siden på grund af ukontrollerbare dominovirkninger i det komplekse klimasystem, og at det vil ske, selv om udledningen af CO2 reduceres. Historien har gjort dybt indtryk på jer politikere, ikke mindst på energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, der kræver international handling. Men er der videnskabeligt belæg for advarslen, eller er vi blot vidne til endnu en af alarmforskningens historier?

Den 7. august 2018 kunne man i nyhedsudsendelserne i radio og på tv opleve en tydelig rystet energi-, forsynings- og klimaminister efter at han havde læst en netop offentliggjort klimarapport. Rapporten såede ikke alene tvivl om Paris-aftalens 2-graders-målsætning, men tegnede også et dystert billede af fremtidens klode. ”Vi ved godt, at vi her har en meget stor udfordring foran os,som kalder både på national og ikke mindst international handling”, udtalte ministeren.

Den rapport, som ministeren kaldte foruroligende læsning, er en artikel: Trajectories of the Earth System in the Anthropocene, som et hold af internationale forskere under ledelse af klimatologen Will Steffen har offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS). Forskerholdet har undersøgt risikoen for, at selvforstærkende klimatiske tilbagekoblinger – en slags ukontrollérbare dominovirkninger – kan skubbe Jordens klima hen mod en kritisk tærskel, som – hvis den overskrides – kan få den globale temperatur til at løbe løbsk og forvandle Jorden til et hot house. Det er ganske rigtig rystende læsning. Men da artiklen tager udgangspunkt i IPCC ́s utilstrækkelige klimamodeller, som i IPCC ́s egne fagrap-porter omtales som ”et kaotisk ikke-lineært system som ikke egner sig for prognoser” bør den betragtes som et stykke Science fiction litteratur, som derfor ikke burde ryste ministeren. Det er tankevækkende, at da en tv-journalist spurgte en af medforfatterne til den pågældende artikel på et mini-klima-symposium på Københavns Universitet i marts 2009 forud for COP-15, om CO2 virkelig er den store synder, var svaret: Det er alle inviterede forskere enige om.

Hidtil har IPCC ikke kunnet dokumentere, at den atmosfæriske CO2 styrer den globale temperatur, hverken på den lange eller korte bane. Data fra iskerner viser derimod, at CO2 halter bag efter temperaturen, og det viser ny forskning også gælder i dag. Det er temperaturen, der styrer CO2 og ikke omvendt. Det skyldes, at en varm atmosfære kan rumme mere CO2, som trækkes ud af havet. Desuden aftager effekten af CO2 som drivhusgas logaritmisk med øget CO2-koncentration, effekten flader simpelt hen ud. Som det fremgår af figur 10, er klimaeffekten ved en øget CO2-udledning så marginal, at menneskets påvirkning naturligvis ikke kan måles. Derfor bør CO2 ikke betragtes som en trussel, men som livets gas. Mere CO2 giver en grønnere klode, der kan brødføde en stigende befolkning – det har gartnerne for længst indset og praktiseret i deres drivhuse.

Figur 10. Temperaturstigningen som følge af øget udledning af CO2. Effekten er størst ved små koncentrationer af CO2, hvorimod effekten ved koncentrationer som nu ved omkring 400 ppm. eller højere er marginal. Hvis der sker en massiv reduktion i atmosfærens indhold af CO2 til 140 ppm., vil al plantevækst på Jorden ophøre. Kilde: Atmosfærefysiker Ole Henrik Ellestad 2017 –baseret på Lambert & Beers Lov.

Påstanden om, at husdyrene er et problem for klimaet, fik dig på delegeretmødet i Landbrug & Fødevarer i Herning 7.-8. november 2018 til at komme med en opfordring til danske landmænd – ”vis at I også er utålmodige på klodens, børnenes og fremtidens vegne”. Men landbruget skal ikke hoppe med på klimahysteriet – det er der ikke videnskabeligt belæg for nytter, ligeså lidt som det nytter at være veganer.

Smelter havisen i Arktis i et galopperende tempo?
Havis og isbjørne i Arktis er et tema med ikon-status i klimadebatten. Skal man tro klimamodellerne, vil havisen i Arktis være borte i nær fremtid, og det fremhæves ofte i medierne, at det er en følgevirkning af menneskeskabt global opvarmning. Smeltningen af havisen er en selvforstærkende proces, der efter alarmforskningens udsagn vil nå et kritisk punkt, hvor havisen vil smelte væk i en galoperende kædereaktion og have meget svært ved at vende tilbage. Men vil det virkelig gå så galt?

I 1920 ́rne og 1930 ́rne, hvor det også var varmt, oplevede man også massiv smeltning af havisen i Arktis. Alligevel genvandt havisen sin udbredelse i løbet af de efterfølgende årtier frem til 1979, hvorefter den atter begyndte at svinde ind. Som det fremgår af figur 11, er havisen i Arktis ikke reduceret nævneværdigt de seneste mange år – og bestemt ikke i et galopperende tempo, som det påstås. Selv om havisen er skrumpet noget, er der i dag flere isbjørne end for 40 år siden; bestanden er i vækst og tæller nu 25-30.000. Fremgangen skyldes blandt andet, at smeltningen af havisen har skabt større områder med åbent vand sommer og efterår, og det har forbedret isbjørnens levevilkår. Åbent vand om sommeren har en positiv effekt på hele fødekæden i det ellers næringsfattige arktiske havvand. Når havstrømme tilfører næringsstoffer fra Beringhavet og Atlanterhavet, bidrager det åbne vand til at øge fotosyntesen. Så vokser mængden af plankton og dermed mængden af polartorsk, som er vigtig føde for ringsælen, som isbjørnen lever af. Gennem hele sommeren opholder ringsælen sig i åbent vand, hvor den feder sig op. Ringsælen har det derfor bedst, når isen bryder tidligt op. Isbjørnens vigtigste næringsperiode strækker sig fra slutningen af marts og et par måneder frem. Det er den tid på året, hvor ringsælen og dens unger opholder sig meget oppe på isen, og hvor både de voksne isbjørne og deres unger feder sig op. Isbjørnen har det derfor bedst, når der er tilstrækkelig med is om foråret og store områder med åbent vand sommer og efterår.

Antallet af isbjørne kan svinge meget, men der er ingen fare for, at isbjørnen uddør. For 7.000 år siden var temperaturen i Arktis 2-3 grader varmere end nu, og havisen var tilsvarende skrumpet ind. Alligevel overlevede isbjørnen. Gennem årtusinder har isbjørnen tilpasset sig et Arktis med store naturlige udsving i temperatur- og isforhold, så isbjørnen er ikke et truet dyr. Den største trussel mod isbjørnebestanden er ukontrolleret jagt og for meget og for tyk havis.

Figur 11. Havisens udbredelse i Arktis sommer (september) og vinter (marts) i perioden 2000- 2018. Som det fremgår af figuren er havisen kun skrumpet lidt i den pågældende periode. Datakilde: National Snow and Ice Data Center (NSIDC).

Fremtidens klima?
Når mængden af solindstråling og ændringer i skydækket hidtil har været de overordnede drivkræfter bag klimaændringerne, er det mest sandsynligt, at dette også vil gælde i fremtiden. Som illustreret i figur 12 tegner IPCC-modellerne et dystert billede af den fremtidige globale temperatur. Men – som vi har set – kan man ikke have tillid til IPCC-klimamodellernes forudsigelser om fremtidens klima. De statistisk-empiriske klimamodeller, der bygger på analyser af naturlige svingninger tilbage i tiden, og ser ud til at være brugbare til prognoser, forudsiger et svagt fald i den globale temperatur efter 2030 og frem til 2050, hvorefter temperaturen vil stige i de følgende 30 år for dernæst at stabiliseres frem mod år 2100 på et niveau, der ligger omkring 0,1oC over nutidens globale temperatur.

Figur 12. Ændringen i observeret global temperatur i forhold til middelværdien for perioden 1991-2000 sammenlignet dels med IPCC ́s alarmerende prognoser, dels med en statistisk- empirisk model konstrueret på basis af naturlige variationer i temperaturen, og dels med en situation med svækket solaktivitet. Kilde: J.-E. Solheim 2017.

Et tredje scenarie i figur 12 er knyttet til Solens aktivitet. Den seneste solpletcyklus (nr. 23), der sluttede i december 2008, har været usædvanlig lang, nemlig 12,6 år – det er den længste siden den Lille Istid, der sluttede for godt 100 år siden. Den forudgående solpletcyklus var kun 9,7 år lang. Forskerne tager den lange solcyklus som et tegn på, at Solen er blevet meget svagere. Vi skal tilbage til 1850 for at finde en solpletcyklus, hvor der har været lige så mange dage uden solpletter. Solens opførsel er derfor usædvanlig i øjeblikket. Solaktiviteten falder hurtigere, end den har gjort på noget tidspunkt siden den Lille Istid. Som forventet kulminerede den nuværende solpletcyklus i 2013 med et minimalt maksimum, der var betydeligt mindre end det forudgående i marts 2000. Man kan derfor frygte, at Solen er ved at gå ind i et meget dybt minimum svarende til Maunder Minimum i perioden 1645-1715 eller det såkaldte Dalton Minimum 1790-1820 under den Lille Istid. En 210-års cyklus er velkendt i Solens aktivitet; den genkendes i dataserien fra GISP2-iskernen fra Indlandsisen i Grønland.

Nedsat solpletaktivitet og en længere solpletcyklus varsler et koldere klima inden for få år – og måske er vi ligefrem på vej mod en ny Lille Istid, mener nogle forskere. Den kan komme allerede i midten af dette århundrede. Afløses den nuværende varmetid af en køligere periode og i værste fald af en ny Lille Istid, vil det få alvorlige konsekvenser for samfundet, for landbruget, for fiskeriet og ikke mindst for energiforbruget. Men som IPCC selv konkluderer i klimapanelets 2001- rapport: ”I klimaforskning og computermodellering må man gøre sig klart, at klimasystemet er et koblet ikke-lineært kaotisk system, og at det derfor ikke er muligt, at udtale sig om fremtidensklima”.

Det moderne ekstremvejr!
Hvorfor opleves det moderne ekstremvejr som noget ekstraordinært, noget der kun sker i vor tid? Det er der fire væsentlige grunde til. For det første har IPCC, politikere, nyhedsmedier og lærere været dygtige til at indoktrinere os og en generation af børn og unge med, at nutidens vejr er helt ekstremt og skyldes den globale opvarmning og dens skræmmende følgevirkninger på grund af menneskets udledning af CO2. Det har været meget let at gøre den simple CO2-hypotese til folkeeje. For det andet har vi indrettet vores hverdag ud fra den opfattelse, at klimaet stort set har været stabilt gennem generationer, og at et stabilt klima derfor er en selvfølge og en menneskeret, således som FN ́s tidligere højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson grotekst udtrykte det i 2009. Men klimaet har altid været under forandring. For det tredje er vi blevet mange om at skulle dele de efterhånden begrænsede ressourcer. Vi har skovet uhæmmet, udrettet, udbygget og regeret – og det har bidraget til at forstærke de ulykker, der naturligt følger i kølvandet på det altid omskiftelige klimas ekstremvejr. En stormflod af samme størrelse som Bodil i 2013 ramte Roskilde Fjord i januar 1921, men uden at anrette skade; dengang boede der ingen i de områder, der blev ramt af stormfloden. For det fjerde er den moderne nyhedsformidling i bogstavlig forstand blevet grænseløst effektiv. Fra sofaen hjemme i stuen oplever vi i skræmmende billeder fra nær og fjern det lunefulde vejrs voldsomme kræfter med død og ødelæggelser. Nyhedsmedierne udsætteros for et ”bombardement”, der kan forlede os til at tro, at dommedag er nær. Det har skabt et klimahysteri, der for mange har ført til en religiøs tilgang, selv for den tidligere præsident for IPCC, Rajendra Pachauri, der i et åbent brev til verdenssamfundet 15. februar 2015 skrev: – for mig er det ikke bare en mission, det er en religion. Tankevækkende at lederen af en så magtfuld organisation som IPCC er tilfreds med at tro fremfor at vide. De klimaændringer med ekstremvejr, vi oplever i dag, er set tidligere og meget værre, selv inden for en overskuelig fortid. F.eks. lå perioden med flest landsdækkende storme i Danmark ifølge DMI i de kolde årtier omkring år 1900. Og i det vestlige middelhavsområde har nedbøren gennem tiden fulgt en naturlig svingning på omkring 200 år fra lange perioder domineret af nedbørsrige år til perioder domineret af regnfattige år og tørke. Man skal blot se tilstrækkelig langt tilbage i tiden, så vil man opdage, at historien gentager sig – men det ønsker IPCC ikke. Det er yderst sjældent, at offentligheden orienteres om det, og det kan man undre sig over.

Allerede i 1500-tallet havde man en klar fornemmelse af skyers betydning for klimaet. Her prøver bueskytter at forandre vejret ved at skyde op i skyerne.

Afslutning
Under debatten om forsvarsforliget i efteråret 2017 udtalte du fra folketingets talerstol: ”Vi må ikke ignorere virkeligheden”. Men på klimaområdet ignorerer du og andre politikere og medier den virkelighed, som tegnes af observationsfakta og robuste forskningsresultater. Politikernes alibi til vidtrækkende politiske beslutninger, som griber stadig stærkere ind i samfundets aktiviteter og blive mere og mere kostbare, er IPCC ́s ”videnskabelige” konklusioner og anbefalinger. IPCC-skandalerne, de mange videnskabelige fejl, dementier af alarmerende udsagn eller mang- lende sammenhæng mellem mængden af CO2 og temperaturen til trods for at CO2 til tider har været 5-10 gange højere end nu – synes ikke at gøre indtryk på den politiske elite. Det topper, når politikerne vælger at følge spådomme fra de utilstrækkelige klimamodeller, som i IPCC ́s egnefagrapporter omtales som ”et kaotisk ikke-lineært system som ikke egner sig for prognoser”. De hjælper heller ikke, at et par af verdens ledende eksperter i prognoser, K.C. Green & J.S. Armstrong, påpeger i Global warming: Forecasts by scientists versus scientific forecasts (Energy & Environment 18, 7, 997-1021, 2007), at IPCC ́s materiale kun tilfredsstiller omkring 10 af de 88 faktorer som bør være opfyldt for gode prognoser. Politikere og medier evner heller ikke at skelne klart mellem miljø og klima, de to begreber rodes sammen i én miskmask. Miljøet kan vi gøre noget ved, klimaet styrer naturen.

Tak for din opmærksomhed. Med venlig hilsen

Johannes Krüger
Jeg stiller gerne op til et uddybende foredrag.

Johannes Krüger er dr. scient. og professor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, med forskningsfelt indenfor landskab, gletsjere og klima og forfatter til bogen Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik (People ́sPress 2016).

Landsdækkende foredragsvirksomhed: Folkeskoler, gymnasier, efterskoler, folkeuniversiteter, politiske foreninger, faglige foreninger, erhvervsorganisationer, rådgivende virksomheder, varmekraftværker, loger o.l.

Privat: Johannes Krüger, Københavnsvej 19 1.th., 3400 Hillerød, Tlf. 29255667, E-mail: jk@geo.ku.dkeller jk@ign.ku.dk

page14image43247936

Relaterte saker

8 Kommentarer

  • Reply Einar Egeland 15. mars 2019 at 19:57

    Skyldes den bratte stigningen på siste halvdel av temperaturkurven fra de 102 modellene til IPCC numerisk instabilitet?

    • Reply Morten Jødal 15. mars 2019 at 20:24

      Ikke mitt fagområde. Men noen andre kan kanskje svare?

  • Reply Magnar Are 17. mars 2019 at 11:38

    Hei.
    Jeg vil foreslå at dere i klimarealistene sender et lignende brev til norske politikere sammen med høringssvaret NOU 2018:17 som ligg på Klimarealistene. Ett imponerende høringssvar dere har laget der. Særlig når vi sammenligner med de andre høringsinstansene har svart.
    Ett eksemplar til Statsminister, alle statsrådene og alle stortingsrepresentantene. Spesielt Torbjørn Røe Isaksen treng støtte nå i den stormen han står i. Håper det kan la seg gjøre. Det som ligg på Aftenposten nå er skremmende

    • Reply Morten Jødal 17. mars 2019 at 11:59

      Hei Magnar
      Vi jobber nå med en oversettelse av brevet fra Krüger, og bearbeiding til norsk. Det sendes statsminister, noen andre ministre, og partilederne.Brevet undertegnes av medlemmene i vårt vitenskapelig råd.

      Høringsuttalelsen til NOUen er trykket opp i 60 eksemplarer. Tror vi velger ut noen ministre og stortingsrepresentanter som mottakere. Medlemmene i Stortingets energi- og miljøkomite skal få ett eks hver (17 personer). Vi kan selvfølgelig trykke opp flere, men det er dyrt å sende ut. Og dokumentet går vel rett i søpla.

    • Reply Ingvar Åberge 17. mars 2019 at 13:47

      Dette klimaoopropet som du siktar til har sjølvsagt mange årsaker. Ei av årsakene er det stadig veksande spriket mellom ord og handling i klimapolitikken. Det er min påstand, sjølv om eg veit at han er kontroversiell, at politikarane stort sett ikkje sjølve trur på dei klimateoriane dei forfektar. Men dei jattar med, utan mot til å setja ned foten. Og dei matar klimahysteriet med rause forskingsløyvingar.

      For folk som ikkje kan noko om klima, men høyrer på det som media formidlar eller i beste fall les samandrsget i IPCC sine rapportar, så forstår eg at situasjonen framstår som prekær. Det er reint menneskeleg. Politikarane seier at utsleppa må ned, og dei gjer ingenting for at det skal skje.

      Det einaste som hjelper er seriøs opplysning om klimaspørsmålet. Vonleg kan det roa gemyttane litt.

      • Reply Morten Jødal 17. mars 2019 at 15:32

        Hei Ingvar
        Jeg tror vi skal legge merke til politikere som er tause i klimadebatten. De er høyst sannsynligvis våre venner, men holder munn. De begår dessverre den dødssynd at de ikke tar opp kampen. De svikter Arnulf Øverlands ideal, og
        «Roper aldri ut med sin stemme:
        Du har ikke lov til å gå der og glemme!»

  • Reply Alf. kristian jihnsen 17. mars 2019 at 12:17

    Denne artikkelen viser tydelig at alle modeller som brukes/lages er modeller for de som jobber for skremsel propaganda angående klimaet: Klimaet er i stort helt normalt, alle variasjoner er normale? Men det ligger mye penger i å spre hysteri: Hele denne artikkelen bør leses av alle som har vilje til å se realitetene i de såkalte globale sirkuset angående jordas klima. Miljøet derimot, kan og bør vi gjøre mye med, det er i hovedsak menneskeskapt.

  • Reply Magnar Are 17. mars 2019 at 12:52

    Hei og takk for svar
    Går ut fra at dere legger ut den norske versjonen når den er klar. Kanskje dere skal sende det til noen vennlige avisredaksjoner også. Takk for at dere gjør dette her

  • Legg igjen en kommentar